Ø. HORNUM: Som det nok er bekendt, afholdes der Kulturuger i Rebild Kommune fra 11. september til og med 26. september. Som led i disse uger har en gruppe personer, der senest i 2016 stod bag konceptet Udtryk, taget initiativ til en række begivenheder i Øster Hornum. 

Konceptet Udtryk har adskillige gange givet byens lokale foreninger, musikere, kunstnere og andet godtfolk mulighed at for vise frem, hvad de sysler med; mange på hobbyplan, men også professionelle. Alle er velkomne til alle arrangementer, der naturligvis er gratis at deltage i.

Gruppen har med manges hjælp stykket et bredtfavnende program på benene for Kulturugerne. De længe ønskede cykelstier nord og sydud af Øster Hornum blev etableret i foråret. På daværende tidspunkt var det pga. covid-19 ikke muligt at foretage en officiel indvielse. Det sker nu i og med at borgmester Leon Sebbelin klipper det røde bånd inden folk i alle aldre bevæger sig ud i landskabet omkring byen. Tanken er, at deltagerne fotograferer byen og landskabet og at disse indleveres til Lokalhistorisk Arkiv, der gemmer dem i en tids-lomme til kommende generationer.

Idrætsforeningen ØHI fejrer sit 90-års jubilæum ved et større arrangement, ligesom Frirummets store plancher om byen og dens foreninger præsenteres. Plancherne skal efterfølgende stilles op ved Børne-universet.

For børn og barnlige sjæle er der forestillingen ”Sørens Safari Show” på Katbakken. Her kan man bl.a. opleve aben Rango, der elsker sange om sig selv, hans lillebror Ludvig og tigeren Troels Triger, der er frygteligt drillesyg, fordi alle hans striber i virkeligheden er narrestreger.

For de mad- og naturinteresserede er der vandring og fortælling i Wøldikes Æblehave. Det er Natur-Karsten, Karsten Hansen, der fortæller om havens mange æblesorter og om pastor Wøldike, der i 1860’erne grundlagde haven og var lige så meget gartner som præst i byen.

For de historieinteresserede viser Søren Thrysøe og Niels Nørgaard Nielsen rundt i byen og kommer ind på ”Historiske kendsgerninger, fortællinger - og måske et par skrøner undervejs gennem Øster Hornum”.

I byens kirke kan ”Don og Diva Trio” opleves i et festfyrværkeri af nogle af de mest kendte arier, sange og du-etter fra opera-, operette-, og musicalverdenen leveret med humor og et dynamisk og medrivende samspil mellem de to sangere, bl.a. den lokale Kirsten Stokholm, pianisten og publikum. Med musik af Mozart, Puccini, Lloyd Webber, Lehár m.fl. der introduceres undervejs af de to sangere, så alle kan være med - uanset om man er operafan eller man måske aldrig tidligere har hørt opera eller musical live.

Som sidste arrangement i Øster Hornum er der fællessang for børn og voksne i Forsamlingshuset. Mette Bach-Larsen synger for og styrer slagets gang, Sune Bendsen og Trine Madsbøll m.fl. akkompagnerer. Der vil være et varieret program, som tilgodeser på forhånd indkomne ønsker til sange. Man skal bare have lyst til at synge for at deltage - der er absolut ingen krav om, at man skal være god til at synge!

e-max.it: your social media marketing partner