Når man kører langs vejene i øjeblikket, kan man en del steder se at der sidder en stor rovfugl i toppen af et træ.

Mange har nok tænkt ”Ørn!”, men det har sandsynligvis været en af de mest almindelige rovfugle i Danmark, nemlig musvågen.

Når nogle måske forveksler musvågen med en ørn, så kan det hænge sammen med, at musvågen ofte sidder højt i et træ, og den kan sidde og puste sin fjerdragt lidt op. Hermed kan den godt komme til at virke ekstra stor.

Fjerdragten hos musvåger kan variere meget fra en meget mørkebrun ensfarvet fjerdragt over en lys/mørk spættet fjerdragt til en type, der næsten er helt hvid.

Som navnet næsten siger, så er musvågens vigtigste føde mus og andre mindre gnavere.

Man kan dog også opleve musvågen gå på regnormejagt. Dette skal opfattes meget bogstaveligt, da musvåge går rundt på marken, hvor den ser efter regnorm. Ofte kan man se flere musvåger så forholdsvis tæt sammen i deres jagt på regnorm.

Når musvågen holder øje efter mus, så sidder den ofte højt oppe, hvor den kan overskue området omkring. Dette jagtteknik sparer musvågen for energi, da den kan sidde stille og holde øje efter sin føde. En art som spurvehøgen, som mange sikkert kender som besøgende i parcelhushaven, har en anden mere energikrævende jagtteknik, hvor den i hurtig flugt kommer gennem haven.

Går man i skoven i de tidlige forårsmåneder, så kan man opleve musvågens territoriemarkering, hvor den kredser rundt højt over skoven. Samtidig kan man ofte høre musvågens stemme, der kan minde om en kats mjaven.

Når først et musvågepar starter med sin kredsen, så følger ”nabo-parrene” ofte med, og pludselig er flere musvåger på vingerne.

Musvågen opholder sig ofte tæt på veje, for her har den let mulighed for at se føden. Desværre bliver en del musvåger ramt at biler, når de slår ned efter byttet - så det er ikke kun musene, der skal holde øje med musvågerne langs vejene, også bilisterne må gerne kigge  ekstra efter.

Birgitte sidder med en trafikdræbt musvåge.



 Musvåge der let svæver. Foto: Albert Steen-Hansen.

 

 

 

e-max.it: your social media marketing partner