Skoven er stor med rigtig mange muligheder. At se på den er nok det, som de fleste bruger den til, men man kan også lege eller have aktiviteter i den. Men der er også rigtig mange andre muligheder - en af dem er at spise skoven.

Som en af de 10 gratis ture, som Rebild Kommunes Kulturråd, Rebildporten og OutdoorHimmerland tilbyder i løbet af sommeren og efteråret, havde naturformidler Birgitte Wilsted Simonsen inviteret til en gåtur i Rebild Bakker en lørdag i august.

- Brændenælder i fladbrød kender en del nok, men naturen har så meget andet at byde på, fortalte Birgitte, inden deltagerne gik ned mod bakkerne. Der var ikke gået mange meter før de første plante, blev udpeget. Det var røllike (god til kødretter), grå bynke (god til kogeretter og til bagning) og så gederams (god til supper og salater).

Herfra blev der på turen rundt i Rebild Bakker fundet en masse forskellige planter og bær, og der blev snakket om hvad man kan bruge de forskellige planter og bær til. Især på en af bakkeskråningerne blev der fundet mange bær, som deltagerne brugte en del tid på at plukke.

På den korte tur rundt i Rebild Bakker blev fundet 26 planter, som på en eller anden måde kun bruges, enten som en del af naturens spisekammer, eller kan bruges som forskellige huskeråd. Til de sidste hører vejbred, som i naturmedicin siges at have en dæmpende effekt på en betændelsestilstand eller rødkløveren som the, der hjælper mod hedeturene.

- En sådan tur som denne kan forhåbentlig være med til at give inspiration til, hvordan man selv fremover kan indarbejde lidt af den vilde natur som en del af sin madlavning, fortalte naturformidler Birgitte Wilsted Simonsen som afslutning på turen.

Der vil løbende hos OutdoorHimmerland blive arrangeret ture, hvor man som deltager kan høre om de planter, der i den pågældende årstid er muligt at indsamle. Naturen er nemlig så gavmild, at der næsten altid er noget spiseligt at finde.

En kæmpe svamp under bøgen blev undersøgt.

 

e-max.it: your social media marketing partner