GULDBÆK: Efter et stille forår, hvor man har været nødt til at aflyse arrangementer, selvfølgelig på grund af corona, så lavede man et lille Sankt Hans-arrangement. Ikke helt som man plejer med fællesspisning i skolegården, men med et flot bål som Abild-
gaard havde samlet.

Det var den smukkeste aften, og folk nød lige at kunne snakke lidt sammen igen og få en lille forfriskning, selvfølgelig med afstand.

Årets båltaler kom nærmest direkte fra sin første afslutningsdebat på Christiansborg, efter hun blev valgt til folketinget ved valget i 2019. Det var lykkedes at få Marie Bjerre fra Venstre til at besøge Guldbæk igen. Hun holdt en skøn tale om, hvordan Sankt Hans er opstået og sluttede af med historien om Humpeligimpen. 

Så fik man gang i det fine bål. Med det dejlige vejr, der har været op til Sankt Hans, var der ingen problemer med at få ild i det. Der var ikke en vind, der rørte sig, så flammerne stod flot op, og den fine heks blev sendt godt på vej og Midsommervisen lød ud over Guldbæk.

Det var dejligt at mødes igen og nyde den helt fantastiske aften.

Guldbæk-borgerne glæder sig til mere ”normale” tilstande, så man igen kan være sammen til forskellige arrangementer i Guldbæk.

e-max.it: your social media marketing partner