Af Jacob Søndergaard, lokaljournalist

STØVRING: »Rustbankerne« var en af de socialdemokratiske kaffeklubber på Christiansborg. Her var en række fremtrædende socialdemokratiske folketingspolitikere med, indtil 2015, hvor klubben fusionerede med en anden klub. Bjarne Laustsen var ét af medlemmerne i »Rustbankerne«, og han er i dag den sidste fra den oprindelige klub, der fortsat er medlem af tinget.

Til november udkommer en bog med Bjarne Laustsens livshistorie, og inden da besøger han Onsdagsklubben på Støvring Ældrecenter og fortæller om sit liv.

Født i Skivum

Bjarne Laustsen kom til verden på et husmandssted uden vand og strøm i himmerlandske Skivum i 1953. Det var dengang, der fandtes snestorme med voldsom fygning - »hemmelbetæntj ræejfog«, som det hedder på gammelt nordjysk. Han voksede op som barn nummer 7 i søskendeflokken, og kun ved et tilfælde endte han ikke på en elevplads med overnatning bag køerne.

Bjarne fik modsat flere i sin familie en uddannelse og kom i lære som smed. Han blev aktiv i Dansk Metal, og som voksen og livserfaren gik han ind i politik. Nu har han siddet i Folketinget i mere end 25 år, men han er den samme røde rebel som i 1990’erne. Som medlem af den socialdemokratiske kaffeklub Rustbankerne har han uden smålig skelen til partilinjen udfordret hele fire siddende socialdemokratiske formænd i sit forsvar for mennesker – særligt nordjyder - der er kommet i klemme i systemet.

Bog til november, skrevet af Rasmus Prehn

Bogen »Den sidste Rustbanker« beskriver Bjarnes liv fra han bliver født i 1953 og helt frem til i dag, hvor Bjarne også give sine bud på fremtidens socialdemokratiske politik og på, hvordan flere tillidsfolk fra fagbevægelsen gør sig gældende på Christiansborg og i politik i øvrigt.

Honoraret fra bogen går til fagligt lærlingearbejde i Nordjylland.

Uddrag fra kapitlet »hemmelbetæntj ræejfog«

I december 1953 var Danmark ramt af en voldsom snestorm. Ikke mindst i himmerlandske Skivum, hvor kun mennesker, der var absolut tvunget til det, vovede sig udenfor. Navnlig den 9. december var det ekstra slemt. Her var tale om »hemmelbetæntj ræejfog«, som de lokale på egnen udtrykte det, når himmel og hav stod i ét.

Så vidste de nok, hvor slemt det var fat med vejret. Ikke bare hyggelig hvid julesne, men meterhøje snedriver dækkede de små husmandssteder – eller dumphuse, som de blev kaldt, fordi de på det nærmeste var blevet dumpet tilfældigt på hver sin side af den lille Skivumvej ved markerne uden for Skivum. En brutal vind fuld af isnede snefnug føg om ørerne og bed sig hårdt fast i huden på husmanden Harry Laustsen, der kæmpede sig af sted med en hestetrukken kane for at hente Doktor Mandrup, der boede tre kilometer væk i byen Vegger.

I det lille soveværelse hos familien Laustsen på Skivumvej 97 lå Anna Oline og kæmpede med veerne, mens nabokonerne hjalp til med trøstende ord og varme, lindrende klude.

Fødslen virkede hårdere og vanskelige end Anna Oline havde prøvet før, og der var i den grad brug for doktoren – også selv om han måtte hentes i kane i sneen. Barnet var større og vanskeligere end de foregåede seks børn.

Hele 9 pund vejede han – eller lidt over fire kilo­gram. Og det var meget dengang.

- Det er sørenjenseme lidt af en marcipangris, I har fået der, sagde doktor Mandrup, der dog var lettet over, at krabaten endeligt var sluppet ud i friheden efter et sandt asen og masen i snestormen.

Efter en hel perlerække af børn med dobbeltnavne – Dora Margrete, Inger Lise, Else Irene, Bente Marie, Svend Erik og Bent Søren – var der kun kræfter til et enkelt navn denne dag i december 1953.

- Vi kalder ham Bjarne. Slet og ret – bare Bjarne – ikke andet. Drengen fylder nok i sig selv, han behøver ikke et ekstra navn at slæbe rundt på, mente Harry Laustsen. Og sådan blev det.

- Fødslen var så hård, og der var så mange børn i familien allerede, at mine forældre var løbet tør for både fantasi og konsonanter, siger Bjarne Laustsen, når han gengiver familiefortællingen om sin egen fødsel.

Om forældrenes mere og mere tilfældige navnepolitik, fortæller Bjarne desuden, at hans lillebror, efternøleren Kaj, blev opkaldt efter den elektriker, der lagde strøm ind i det lille husmandssted i 1959.

- Vi havde glædet os sådan til at få strøm i huset, og min far kom virkeligt i stødet. Det kom der så en lillebror ud af. Han måtte selvfølgelig hedde Kaj, ligesom elektrikeren.

Efter hele syv børn med halvanden års mellemrum var der på forunderlig vis gået hele seks år, før storken igen tog sig sammen til at lande hos familien Laustsen på Skivumvej.

- Gud må have taget tilløb og samlet mod, inden Kaj skulle ankomme samtidig med 220 volt i stikkontakterne.