- Onsdag, 25. september 2024
Af Skørping-Rebild Lokalråd v/ fmd. Per Alstrup
I april 2024 var Lokalrådet i Folkebladet Rebild i dialog med byrådspolitikere, som holder fast i nedrivning af Teglgårdsminde med henvisning til, at beslutningen for længst er taget i forbindelse med Budget 2022-25.
Lokalrådet mener ikke, at det giver tilstrækkelig gennemsigtighed for borgerne, når en moderniseringsplan for kommunens ældrecentre pakkes ind i budgetforhandlingerne. Men ja – det gør jo processen hurtigere for byrådet.
At beslutningen om nedrivning blandt 3 skitserede scenarier er truffet er ikke ensbetydende med, at det er en fornuftig beslutning - og at den ikke kan gøres om. Vi så jo for et par år siden, at placering af et nyt børnehus i Skørping først var besluttet placeret ved Skørping Idrætscenter, hvilket mødte voldsom kritik. Byrådet blev klogere og fandt frem til en anden placering.
Nybyggeri står for godt en tredjedel af klimabelastningen i Danmark. Bygninger rives ned for at give plads til nye, større og mere praktiske rammer. Kommunen argumenterer med, at det er for dyrt at renovere.
Men det er en fejl med den form for ”bulldozertilgang”, hvor der udelukkende tænkes i økonomiske bundlinjer. Byens historie og arkitektoniske profil bør også indregnes. Tænkes bæredygtigt – så skal nedrivning være en mulighed. Men det skal være den absolut sidste nødvendige mulighed, hvor forfald er så fremskredet, at istandsættelse reelt ikke er muligt. Det er ikke tilfældet med Teglgårdsminde, der er opført i 1980’erne som godt håndværk, i gode materialer og siden da er vel vedligeholdt. Inden for de seneste par år er der f.eks. renoveret med energi vinduer.
Havde byrådet været bare lidt forudseende kunne kommunen have købt Skørping Sanatorium med henblik på ældreboliger og plejecenter og have solgt Teglgårdsminde til boligformål og/eller en ny børnehave. Sanatoriet var jo billig til salg for bare et par år siden! Teglgårdsminde-komplekset kunne have overlevet – og vi kunne have haft lys i vinduerne i Skørping Sanatorium i dag. Sanatoriet var til salg for 1/3 af, hvad et nyt ældrecenter er beregnet til at skulle koste. Altså ville man have haft ca. 40 mio. kr. at bygge om for – med mange flere m2 til formålet.
Det er de 12 boliglænger mod syd med det smukke gårdrum, der er besluttet nedrevet.
I april får lokalrådet at vide, at vores engagement i et nyt ældrecenter er kærkomment. Det er slesk tale i en situation, hvor Skørping som lokalsamfund ikke reelt var involveret op imod en beslutning om nedrivninger på Teglgårdsminde. Den efterfølgende planlægning handler om en lokalplanproces (med et allerede dikteret indhold) og en proces for beboernes nye rammer samt personalets optimale arbejdsmiljø – og det er jo ikke der lokalrådet skal have en afgørende rolle.
Nej – der hvor Lokalrådet har en rolle er i forhold til bymiljøet – livet i byen for ung som for gammel. Men det er også væsentligt for Lokalrådet at engagere sig, når vi oplever, at der ødsles med borgernes skattekroner på unødvendige nye byggeprojekter – uden sammenhæng med helheden - hvor eksisterende rammer kan renoveres og udbygges. Når boligfløjene på Teglgårdsminde først er revet ned er skaden uoprettelig.
Lokalrådet står fast på, at Teglgårdsminde skal bevares, renoveres og udbygges f.eks. ved at ændre tre boliger til to boliger. Denne model (ud af tre) var en del af byrådets beslutningsgrundlag, som man sagde nej til begrundet med for store udgifter. F.eks. var omkostninger til udskiftning af tegltag indregnet i de kommende års driftsudgifter, selvom tegltaget ikke fejler noget. Justeres beregningsmetoden i modellen for renovering kan den sagtens gå hen og blive den mest fordelagtige for kommunens økonomi. Hvis altså det er det man prioriterer.
Lokalrådet mener, at paletten af muligheder ikke er gransket tilstrækkeligt.
Som alternativ til renovering/udbygning ønsker Lokalrådet en model 4 inddraget som en beslutningsmulighed: Det nuværende ældrecenter med boligfløje bevares og sælges til nye formål. Salgsindtægten kan medfinansiere et nyt ældrecenter f.eks. på markarealet nord for Teglgårdsminde. Arealet ejes af Naturstyrelsen, har fredsskovspligt og i dag udlagt som såkaldt overdrev. En delvis inddragelse af arealet i kommuneplanen til byudvikling vil være en naturlig afrunding af Skørping mod nordvest. Som i 1996 - da Skørping Kommune udvidede boldbanearealerne ved Skørping Idrætscenter - så kan fredskovpligt ophæves, såfremt hensynet til overordnede samfundsmæssige formål vejer tungere end hensynet til at bevare arealet som fredskov. Fredsskovspligt pålægges herefter et andet areal efter Naturstyrelsens godkendelse. Målet helliger midlet. Alt hvad den løsning kræver er politisk mod og vilje i en dialog med Naturstyrelsen.
Kommunalvalget nærmer sig. Vi må have bevarelse af vores bygningsmiljøer højt på dagsordenen – altså der, hvor der stadig er noget at bevare.