Ø. HORNUM: I lørdags var der forår i Øster Hornum, og glade mennesker valfartede til gymnastikopvisning.

Den fælles indmarch giver en god følelse af fællesskabet. Her var der tid til en velfortjent tak til de fantastisk mange frivilligere trænere, der gør foreningen mulig.
I år var der grund til at bruge lidt ekstra tid på hyldest, da formanden for gymnastikforeningen, Rikke Pedersen, både er nykåret som ”årets ØHI”, og samtidig takkede af efter fem år på posten. Rikke har gjort en stor arbejdsindsats, og vil blive savnet i foreningen. En stor klapsalve lød også til 15-årige Johanne Karup-Nielsen, som sidste sommer blevet kåret til årets ungleder i Rebild kommune. Johanne er rollemodel for foreningsarbejdet. Hun har gennemgået en stor personlig udvikling som træner, og har en kæmpe stjerne hos de mindre gymnaster, som hun er træner for.
Således godt i gang, kom alle holdene skiftevis på gulvet. Med rette strålede stoltheden ud af alle gymnasterne. 3-4 årige krudtugler med fartbriller på lagde for med en kæmpe energi. Herefter viste ØH GymTeam Junior, hvad krudtugler kan drive det til med den rette træning og ledelse. Det flotte hold viste endnu engang en imponerende og velkoreograferet opvisning.
Traditionen tro var der også inviteret gæstehold på gulvet. I år viste Vejgaard Gymnastikforening en flot opvisning i rytme- og springgymnastik for de fremmødte.
De allermindste spilopper, som var på gulvet med far eller mor, fik allerede en ny gymnast på holdet, da redskabsbanen blev for stor en fristelse for en lille gut på tilskuerrækkerne. Han måtte lige prøve en omgang på banen sammen med de små jævnaldrende. Den slags er der heldigvis plads til i den rummelige gymnastikforening. Plads i fysisk forstand kniber det noget mere med. Da ØH Kometerne, som normalvis drager landet rundt og hiver medaljer hjem til Øster Hornum, skulle på gulvet, måtte de starte deres nødvendige tilløb ved forhallen. Heldigvis var de knap 700 gymnaster og tilskuere kommet ind i hallen på dette tidspunkt, og gymnasterne slap for at skulle købe billet ved indgangen, da de løb igennem denne. Det er tydeligt at se, at ØH Kometerne er en stor inspirationskilde for gymnasterne. Der blev givet ekstra stor klapsalve til både tumblerne og de imponerende springere i den nye dobbeltmini-trampolin som foreningen købte hjem sidste år.
Meget passende går overskuddet for året kagesalg til Multiaktivitetshuset MeNaTeket som bl.a. skal være ”center for gymnastik i Rebild” med masser nye muligheder for både breddegymnastikken og talentudviklingen.

e-max.it: your social media marketing partner