STØVRING: STUBhusets Nytårskoncert 2020 er løbet af stablen.

En superflot nytårskoncert i Arena Himmerland med Aalborg Symfoniorkester (ASO), som det bundsolide fundament garneret med flotte sange, arier og duetter leveret af topprofessionelle kunstnere. 

Rebild Kommunes borgmester Leon Zebbelin havde i musikchef Helle Jørgensens fravær fået ansvaret for hele velkomstceremonien. Leon Zebbelin bød velkommen, takkede for året, der er gået, og takkede for den frivillige indsats i Stubhuset og i Rebild kommune generelt. Han konstaterede ligeledes: - Det går godt i Rebild Kommune. Vi er blev godt og vel 200 indbyggere rigere siden sidste nytårskoncert. 

Der var ros til symfoniorkestret, der hvert år i en snart længere årrække har gæstet Støvring på deres ”nytårsturné”. 

Ved sidste års nytårskoncert lovede ASO’s programplanlægger en Nytårskoncert 2020 med et repertoire af mere wienerklassisk tilsnit. Det har i den grad holdt stik. Populære toner komponeret af Strauss-familien, Peter Tjajkovskij og Franz Lehár suppleret med værker af bl.a. Leonard Bernstein og vore danske komponister H.C. Lumbye og Emil Resen.   

På sidste års program stod flere værker af den franske komponist Francis Poulenc, som ikke umiddelbart er et oplagt valg til en klassisk nytårskoncert. Ved dette år koncert var Francis Poulenc også repræsenteret med værket Les chemins de l’amour meget inderligt og smukt sunget af koncertens belgiske sopran Elise Caluwaerts. Det er hermed slået fast, at Poulenc fremover skal være en velkommen komponist ved nytårskoncerterne. Elise Caluwaerts viste fremragende præstationer. Både solo og i duetter med tenor Peter Lodahl.

Den danske stjernetenor Peter Lodahl leverede de vokale herrepartier i international klasse. Især skal fremhæves Franz Lehars Dein ist mein ganzes Hertz fra operetten Smilets Land, som Peter Lodahl sang med utrolig flot indlevelse og afslutning, der frembragte et gys hos publikum. Sjældent smukt!

Nytårskoncerten blev smukt bundet sammen af konferencier Søren Dahl, som mange kender som vært på radioprogrammet Café Hack. Søren Dahl har tidligere været konferencier ved en nytårskoncert, ligesom han har optrådt solo flere gange i Stubhuset. Han er efterhånden et kendt ansigt i Støvring. Søren Dahl diverterede af sin viden om musik, livets tildragelser og med humoristiske indslag. Søren Dahl stammer fra Thisted, hvilket ingen næppe nogen mere kan være i tvivl om. Han elsker Thisted!

ASO’s præstationer var - som ventet - i top. Igen i år et veloplagt, velspillende symfoniorkester, som vi i Nordjylland kan være stolte af! Nytårskoncerten i Støvring var den 8. og sidste i rækken af årlige nytårskoncerter i regionen. Det er dejligt at høre fra orkestrets musikere, at man hvert år ser frem til koncerten i Støvring som det bedste koncertsted på turnéen. Dette bl.a. takket være Stubhusets fornemme behandling og traktering af orkester, musikere og solister. Dét får man tilbage i form af veloplagte solister og orkester. Bliv endelig ved med dét!

Den musikalske del af nytårskoncerten blev bundet sammen af den skånske dirigent Frederik Burstedt. En ung, dynamisk dirigent, der havde fuldt overblik over koncerten. Hans direktion var præcis og tydelig – set med lægmandsøjne. Der var også overskud til for et øjeblik at overlade dirigentstokken til Peter Lodahl mens han tog en vals med sopran Elise Caluwaerts.  

Som tidligere nævnt: Et festfyrværkeri af musik og sang fra det ”klassiske nytårsrepertoire”. Forskellig fra sidste års repertoire – javel, men vi skal huske på, at hvis der ikke er forskel, bliver det i længden kedeligt og gentagende. En stor tak til programlægningen for denne tilgang til nytårskoncerternes repertoire. 

En fantastisk oplevelse på råkold eftermiddag i januar i Støvring. Vi glæder os til Nytårskoncert 2021. 

Godt Nytår!

Tekst og foto: Karsten Frisk

Nytarskoncert2020Stoevring-0106
Nytarskoncert2020Stoevring-0041
Nytarskoncert2020Stoevring-9316
Nytarskoncert2020Stoevring-9394
Nytarskoncert2020Stoevring-9416
Nytarskoncert2020Stoevring-9422
Nytarskoncert2020Stoevring-9457
Nytarskoncert2020Stoevring-9529
Nytarskoncert2020Stoevring-9556
Nytarskoncert2020Stoevring-9601
Nytarskoncert2020Stoevring-9616
Nytarskoncert2020Stoevring-9683
Nytarskoncert2020Stoevring-9883

 

e-max.it: your social media marketing partner