Faglighed er i centrum på Støvring Gymnasium – men mindst lige så vigtigt er det, at eleverne trives.

STØVRING: Hvordan får man på bedste vis 490 elever i julestemning på blot 15 skoledage?

Der er mange bud på ovenstående, vigtige julespørgsmål. Spørger man lærerne Alexander og Sara, så involverer julestemning såvel det klassiske julemandskostume som det mindre anvendte rensdyrkostume – og selvfølgelig julesmåkager.

Spørger man eleverne, må der også musik til. Så mandag den 2. december blev alle skolens elever vanen tro budt velkommen ved hovedindgangen af selveste julemanden, hans betroede rensdyr, godter og juleband.

Inde på skolen var stemningen også god allerede i de første dage i december – her skyldtes julestemningen blandt andet hjemmelavet julepynt og et stort juletræ. Apropos juletræ, så fangede jeg en af dagene nemt nogle glade 1.d-drenge, som uden tøven tog en tur rundt om træet for at sprede endnu mere god julestemning.

Som dagene er gået i december, er julestemningen blevet mere og mere synlig: Eleverne blev ved at klippe julepynt og skolens Springvandsudvalg stod for æbleskivesalg.

Kan man sige 13. december uden automatisk at tænke på Lucia? Mon dog. I alt fald holdes traditionen også i hævd på gymnasiet. Kl. 10.30, da skolens 2. lektion var gået i gang, samledes eleverne fra 2.d i hvide laboratoriekitler med lys i hånd og Luciabrud forrest, og så gik turen rundt på hele skolen. Ind og ud af alle klasselokaler, lærerværelset og kontoret. Bagest gik traditionen tro årets vandbærer for at minimere brandrisikoen – og den tradition skal der ikke ændres på, selvom optoget er begyndt at bære elektriske lys.

Julestemningen på gymnasiet har faktisk været så tydelig og omfangsrig i år, at den også har sat sit tydelige spor på skolens kontor – særligt hos de to glade kontornisser Carina og Kristina, der har forvandlet deres del af kontoret til et farverigt julemekka. Selv på rektors kontor har julekuglerne sneget sig op i lamperne i år. Julen har altså for alvor indtaget gymnasiet. 

Så fra alle os til alle jer: Støvring Gymnasium ønsker alle en rigtig glædelig jul – vi ses i det nye år.



e-max.it: your social media marketing partner