Sjældent har kirken gynget så godt.

En stopfyldt Øster Hornum kirke lagde lørdag den 5. oktober rammer til en oplevelse af de helt store. Store og små sang og rockede med på kendte salmemelodier med nye tekster af Sigurd Barrett og Eskild Dohn. De to dygtige musikere og entertainere var i absolut topform og leverede en festlig, sjov og medrivende koncert.

Vi mødte Kingo, Brorson, Ingemann og Grundtvig - og det hele blev krydret med sang fra børne- og ungdomskorene fra Sønderup-Suldrup, Veggerby og Øster Hornum sogne. De tre kor var mødtes sidst på formiddagen for at øve sammen for første gang, og det var nogle meget spændte børn, der kom på scenen sammen med Sigurd senere på dagen foran en helt fyldt kirke. Uden tvivl en oplevelse, de sent vil glemme.

Ideen om at skabe en større koncert opstod for over et år siden hos korlederne og kirke- og kulturmedarbejderen i sognene, og med opbakning fra menighedsrådene i de tre sogne blev koncerten til virkelighed. 

Billetterne var revet væk i løbet af få dage i september på grund af den store interesse. Og køen uden for kirken inden koncerten vidnede om stor forventningsglæde. At dømme efter køen til autografskrivning og cd- og bogsalget var der stor begejstring og tilfredshed hos publikum og Sigurd gav sig god tid til at snakke med folk, sælge merchandise og skrive autografer.

En bragende succes som uden tvivl kan tåle en gentagelse i en eller anden form. Det må tiden vise.

e-max.it: your social media marketing partner