ØSTER HORNUM: Onsdag den 24. april var Øster Hornum Seniorer en tur på Nibe Bryghus. 30 deltagere kørte sammen fra plejecentret Birkehøj til Nibe Bryghus, hvor man blev budt hjerteligt velkommen af chefen og en frivillig medarbejder, som stod i døren og tog imod seniorerne.

Alle blev installeret ved nogle lange borde i ét af lokalerne og ølkanderne kom på bordet. Herefter fik man en omfattende fortælling om øllets historie og hvorfor det måske var kommet til at hedde øl på dansk. Det var en god og munter historie, og alt imens skålede man i øllet.

Der blev serveret det fineste smørrebrød, hvor der var beregnet tre stykker til hver, hvilket alle ikke kunne spise, så nogen fik måske fire?

Så blev der sat forskellige smagsprøver på bordet, med hver sin historie og smag. I første omgang smagte man tre forskellige øl. Så var man rundt og se bryggeriet, bl.a. de store kobberkedler, der var af stål, men belagt med et tyndt lag kobber. Det blev der også lige en historie om, og selvfølgelig om selve fremstillingen af Nibe Bryghus’ øl.

Deltagerne besigtigede også festlokalerne, som kan lejes.

Efter rundvisningen smagte man igen på øl. Nogle var fremstillet af hvede, nogen tilsat honning og en sandelig også tilsat gin. Den var lidt stærk.

Alt i alt en rigtig festlig og hyggelig aften, og Øster Hornum Seniorer er taknemmelig for, at Nibe Bryghus kunne tage imod selskabet.

 

e-max.it: your social media marketing partner