SULDRUP: Vi er meget glade for, at Flemming Både vil komme at underholde på Himmerlandshave Ældrecenter. Flemming Både er en dygtig musiker, sanger og fortæller. Hans emne er om den folkekære sanger John Mogensen. John Mogensen blev kun knap 49 år gammel, men nåede en status som stor kunstner i Danmark. Selvom det er mange år siden han døde, lever hans sange endnu. Efter stor succes med Four Jacks, fulgte nogle svære år, inden han brød igennem på dansktoppen. Hans anderledes sprog og markante holdninger gjorde, at folket tog ham til sig, som den provokerende sanger, der turde sige sandheden. Men John Mogensen var også et perfektionistisk, meget musikalsk og poetisk begavet menneske. En hård livsstil med alkohol, røg og god mad, samt sceneskræk tog til sidst alt for tidligt livet af ham. I det musikalske foredrag skal der synges en masse af John Mogensens sange.

Ligeledes har vi engageret sygeplejerske Grethe Pedersen til at underholde på Himmerlandshave Ældrecenter. Hun er i vide kredse en meget kendt og respekteret person. Grethe vil fortælle om sit liv, og sit arbejdsliv som hjemmesygeplejerske - helt fra den tid, hvor hjemmesygeplejen blev startet engang sidst i 1960’ erne - før den første kommunalreform, hvor hun var med til at sørge for, at folk, der havde behov for hjælp, kunne få en ”husmoderafløser”. 

Senere kom hun ind på Himmerlandshave som sygeplejerske og leder - og en afdeling på Himmerlandshave er opkaldt efter hende, nemlig Grethesminde.

Desuden har Grethe i en lang årrække været medlem af kommunalbestyrelsen, og har også der sat sig mange spor. 

Kom og oplev Grethes livsfortælling. Heidi Bunk Sørensen kommer og spiller til fællessangene, der vil danne ramme om denne interessante dag.

Vi tager et nyt koncept i gang til bankospillene her i foråret, hvor vi skifter nogle af gevinsterne ud med kontanter, så de heldige bankospillere selv kan forvalte gevinsten. Der er som sædvanlig bankospil en gang om måneden, dog undtaget juli og august. Der er ingen tilmelding, mød bare op til spil og hygge.

Se annonce.

e-max.it: your social media marketing partner