STØVRING: Én af de største inden for dansk showbizz – hvis ikke den største – gæstede Stubhuset torsdag.

Det var Ernst Trillingsgaard, der stod på scenen med et fremragende foredrag, der delagtiggjorde publikum i et livs oplevelser med kendte personer fra underholdningsbranchen.

Næsten enhver nordjyde véd, hvem Ernst Trillingsgaard er. Ernst har på mange enestående måder skabt succes efter succes i underholdningsbranchen. Han er kendt som den karismatiske og succesfulde tidligere direktør for Holstebrohallen og Aalborg Kongers- og Kulturcenter.

Aftenens foredrag star-tede med beretning om barndommen i et lille fiskersamfund på Jegindø, hvor højeste  myndighed var postbuddet (han havde kasket på!). Senere blev han soldat i Aalborg, og her oplevede han duften af teater for første gang: Han hængte teaterplakater op i byen!

Erhvervslivet startede med herreekvipering og fiskeeksport. Men showbizz rykkede stadig i ham. Som 22-årig blev han forretningsfører ved Holstebrohallen. Her blev han tre år senere direktør. Nu var banen for alvor ”kridtet op” – retningen var stukket ud..!

Det blev til mange og lange forhandlinger om køb af teater- musik- og balletforestillinger fra alverdens teatre, musikhuse og balletkompagnier. I Østeuropa skulle der forhandles med regeringer, og det var ikke altid lige let. Kunne man drikke vodka, gik det lettere. Det var den lette underholdning, der solgte bedst. Men Ernst Trillingsgaard kunne ikke altid bedømme værdien af sin kunstnerindkøb. Han havde engageret ABBA til Holstebrohallen, og her blev han inviteret til frokost hos ABBA. Men Hr. Trillingsgaard mente ikke, det var værd at spilde sin tid på, så han takkede nej. Det fortrød han mange gange siden.

Ernst Trillingsgaard har haft mange spøjse oplevelser, hvor han selv er kommet ”galt afsted”. Der var intet problem i at betro publikum om disse små fejltrin og humoristiske episoder. Bl.a. var der episoden på Børglum Kloster, hvor han travede frem og tilbage udenfor en låst toiletdør. Han skulle tisse, og der var ”højvande”. Til sidst blev ventetiden for lang. Han tændte og slukkede for toilettets lyskontakt 6-7 gange hurtigt efter hinanden for at ”skynde på” – og ud trådte dronning Sonja af Norge og meddelte: ”Nu er toilettet frit”.

Ernst Trillingsgaard har et tæt forhold til det danske kongehus. Særligt til prins Henrik, da han levede. Det har måske lidt vanskeligt for prins Henrik at udtale ”Hr. Trillingsgaard”. Det blev i hvert fald til ”Hr. Trilleborg”. Om det er herfra øgenavnet ”Trille” stammer er uvist.

Ernst Trillingsgaard bragte også erhvervslivets sponsering af kulturen til Aalborg. Det startede med udsendelse af 200 breve, hvor der kom 2 svar. Den ene takkede nej, og den anden skulle lige tænke over det. Moderat pres på erhvervsdrivende åbnede for erhvervssponsorater til kulturen. Uden disse sponsorater havde der ikke været et så omfattende kulturliv i Aalborg. I dag er erhvervssponsorater den naturligste ting i verden.

Mange år som direktør for Aalborg Kongres- og Kulturcenter har sat Aalborg på verdenskortet. Utallige er de kunstnere, kompagnier og selskaber, han har bragt til byen. Nogle gange syntes missionen umulig, men vedholdende forhandlinger og tro på, at det nok skulle lykkes, bar frugt.   

Det blev en aften i Stubhuset med mange anekdoter og fortællinger om Ernst Trillingsgaards møde med små og store navne indenfor både dansk og international showbizz. Det var befriende at opleve en kapacitet som ham helt nede på jorden og joke med sine egne små fejltrin og eskapader. Godt gået, Trille, Du er stadig topfigur i showbizz..!

Tekst og foto: Karsten Frisk

e-max.it: your social media marketing partner