STØVRING: Lørdag den 6. oktober blev der for 7. gang afholdt Lyserød Lørdag i Støvring, hvor frivillige, under Rebild Lokalforening af Kræftens Bekæmpelse, arrangerede aktiviteter og indsamling.

Lyserød Lørdag er en del af den landsdækkende kampagne ”Støt Brysterne”, som bliver markeret landet over.

Brystkræft er den hyppigste kræftform blandt kvinder i Danmark, hvor der konstateres ca. 4700 nye tilfælde om året. Brystkræft rammer dermed 1 ud af 9 kvinder og gennem årene er chancen for at overleve sygdommen i Danmark heldigvis steget støt, så 8 ud af 10 kvinder er i live fem år efter, at de har fået konstateret brystkræft.

For at forebygge og gøre kræftbehandlingen endnu bedre er det af stor betydning, at der bliver indsamlet penge til fortsat forskning, hjælp og støtte til patienter og pårørende. Derfor havde de frivillige i Rebild Lokalforening lagt sig i selen for at tilbyde en række aktiviteter for alle aldersgrupper og derigennem medvirke til såvel en synliggørelse som indsamling til kampen mod kræft.

Indsamlingen skete bl.a. i det store telt, der blev opstillet på Støvring Bytorv, hvor man havde mulighed for at købe kaffe/saft, brød, blomster m.m.

Man kunne også støtte indsamlingen ved at deltage i gåtur, løb eller gåtur med hunde. På deltagerbilletterne blev der udtrukket flotte gevinster. Desuden blev der afholdt auktioner i den gode sags tjeneste. 

Mange af Støvrings butikker og erhverv støttede også kampagnen, dette skete med et stort og flot modeshow, der fandt sted i Arena Himmerland torsdag den 4. oktober. Her gik overskuddet ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse. Støvring Svømmehal støttede desuden også kampagnen, da entréen til svømmehallen gik ubeskåret til Lyserød Lørdag.

Mange mennesker var mødt op for at støtte op om indsamling og det gode formål. Kræftens Bekæmpelses Rebild afdeling kan se tilbage på en god Lyserød Lørdag, hvor mange havde valgt at støtte op om arrangementet.

e-max.it: your social media marketing partner