STØVRING: Tirsdag den 4. september var Støvring Seniorer på den årlige løvfaldstur, der i år gik til Mariager.

Efter en dejlig tur gennem Rold skov ankom deltagerne til Mariager kirke, hvor guiderne stod parate til at fortælle om kirkens og klosterets historie.
Af det oprindelige kloster står kun en enkelt bygning tilbage, og den bruges i dag til udstilling samt som kirkekontor. Kirken fremstår i dag kun i ca. halv størrelse af det oprindelige, og den tjener i dag som sognekirke for Mariager.
Af diverse plancher og gennem guidernes fortællinger fik man et godt indtryk af det oprindelige byggeri fra 1400-tallet.
Omkring den store kirke var såvel et munke- som et nonnekloster med ca. 60 nonner i den ene del af klosteret og ca. 25 munke i den anden del af klosteret.
Efter det spændende besøg i Mariager kirke gik turen videre ad små veje gennem Hou og Fladbjerg til Dania, hvor der var kaffe på Orkideen. Restauranten ligger flot ned til Mariager fjord, og man fik også lejlighed til at se den forvandling, der er sket med hele området fra at være et gråt og trist område dækket af cementstøv til nu en oase ved fjorden med fine velholdte huse malet i ”Skagen-gul”.
Pensionisterne kunne efterfølgende lade sig fragte gennem en del af Østhimmerland langs Mariager fjord og derfra på tværs af Himmerland til Sønderup, hvor der var arrangeret middag for os. Efter middagen var det retur til Støvring.
En dejlig dag i fint solskin var til ende.

 

Tid til kaffepause.

e-max.it: your social media marketing partner