VEGGERBY: Torsdag den 13. september tages der hul på en ny og spændende sæson i Mandskoret.

Koret, som netop har eksisteret i fem år, er et gratis tilbud til alle mænd, uanset alder og forudsætninger udi sang.

Repertoiret er meget alsidigt. En god blanding med lidt for enhver smag.

I koret prioriteres det gode fællesskab, hyggen og sangglæden, og her er der rum for alle, samtidig med at der også arbejdes seriøst og fremadrettet med sangen.

Ud over medvirken ved fire aftengudstjenester i Veggerby Kirke, synges der også ved De syv læsninger, koncerter og forskellige arrangementer, såvel i som udenfor sognet.

Lokalt har koret i flere år været medaktører i Hjeds Folketeaters optrin om blandt andet Rakker Else, Tordenkalven og senest Røverne i Rold i Horsdalen, ligesom det er blevet lidt en tradition, at mændene synger ved årets sommerfest i præstegårdshaven i Øster Hornum.

Koret tæller pt. 13 mænd - men der er plads til flere. Så hvis der er nogen, der går og spekulerer på, om det kunne være noget for én, så er de meget velkommen til at tage chancen og møde op til en uforpligtende øveaften. 

e-max.it: your social media marketing partner