Søndagens evangelium, 1. søndag efter påske, er fra Johannesevangeliet kapitel 21, vers 15-19.

Jesus sad ved et trækulsbål og var kun halvt til at kende. På bålet lå der fisk og noget brød. Der var ingen der sagde noget.

Peter kiggede med skjulte blikke på Jesus – uden at møde hans øjne helt. Før var det altid Peter, der lagde ud med samtalen – men denne gang følte han ikke, at han havde noget at sige. Han følte løgnene fra den skærtorsdagsaften som en tavshedens lydmur.

Kom og spis, sagde Jesus. Peter og de andre spurgte ikke, hvem er du. De vidste, det var ham. For Han delte brødet og fiskene med dem - i tavshed.

Det var i denne tavshed at alle de seneste ugers begivenheder vældede op i Simon Peter med stor styrke – han kunne ikke skubbe hændelserne skærtorsdagsaften væk.

Det er i tavsheden, i stilheden med os selv og Gud at det vigtige popper op fra sjælen til vores bevidsthed.

Da rakte Jesus, bedre end nogen sjælesørger og psykolog ud til Peter og gav Peter en chance for at få klinket og genoprettet hans dårlige samvittighed.

Han sagde: Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre?

Jesus spurgte til Peters prioriteringer – hvad skulle Peter dog svare? - Han, den selvskrevne lederaspirant blandt disciplene, den der ville være den første, være helten, men havde svigtet.

Peter svarede: Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær. Jesus sagde til ham: Vogt mine lam!

Peter kom til at tænke på lignelsen om den gode hyrde. Nej hvor han følte, at han var som den hyrde af en lejesvend, der stak af da det gjaldt. Han havde benægtet Jesus.

Igen, for anden gang, sagde Jesus til ham: Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?

Peter bevarede roen og svarede:

Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær. Jesus sagde til ham: Vær hyrde for mine får!

Jesus sagde til ham for tredje gang: Simon, Johannes’ søn, har du mig kær?

Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: Har du mig kær? Overvældet svarede Peter: Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.

Jesus sagde til ham: Vogt mine får!

Du ved alt – endelig slap Peter det ud – ud med sandheden, med skammen og skyldfølelsen og forræderiet, Peter fik sagt det, som det var. Lige over for Jesus. Det lå i ordene: Du ved alt.

Dér ansigt til ansigt blev Peter klinket og helet. På samme dybdeniveau som han havde svigtet.

Det er i ærlighed med Gud i Jesus vi bliver klinket.

Af Helge Maagaard,
kst. sognepræst i
Sønderup-Suldrup pastorat

 

e-max.it: your social media marketing partner