STØVRING: Mandag den 5. marts blev byggeprojektet ved Støvring Svømmehal endelig påbegyndt.

En meget glad Verner Bendixen, formand for Støvring Svømmehal, fortalte, at projektet har været 6 år undervejs og at det ikke ligefrem har været en let proces. Han var beæret og taknemmelig over den store opbakning, som projektet har fået af Rebild Kommune såvel som sponserer - store som små.
Borgmester Leon Sebbelin stod for det første spadestik, men også Rebilds tidligere borgmester Anny Winther og sundhedsudvalgsformanden, Lene Aalestrup var mødt op for at markere dagen.
Lene Aalestrup holdt tale ved arrangementet og hun sagde blandt andet: Endelig lykkedes det! Der er holdt rigtig mange møder og samlet midler fra fonde, erhvervsliv og private aktører. Og så blev projektet justeret og tilført ekstra midler. I skal have rigtig mange tak for, at I ikke smed håndklædet i ringen, men tog de lange, seje svømmetag med fokus på den vision, I fremlagde for mange svømmelængder siden. Her kunne vi politikere godt have været mere visionære, men emnet om foreningsfitnesscenter kontra private aktører kom desværre til at overskygge visionen og ikke mindst forståelsen for, hvad svømmehallen kan.
Desuden nævnte hun i forbindelse med udvidelsen af motionscentret, at der bliver bedre rummelighed, bedre mulighed for socialt fællesskab og fysisk og mental sundhed.
Planen er, at byggeriet kan startes hurtigst muligt, når vejrforholdene er til det, så det færdige resultat kan stå klar engang til oktober i år.
Mange var mødt op for at overvære spadestikket til det nye projekt.

Af AH & MH

Formand for Støvring Svømmehal, Verner Bendixen, glædede sig over, at projektet nu endelig kan realiseres.

 

e-max.it: your social media marketing partner