Michael Falch er vel efterhånden gået hen og er blevet folkeeje. Ikke mindst efter deltagelsen i Toppen af poppen. Torsdag gæstede han Stubhuset i Støvring.

Ret beset har Michael Falch vel været folkeeje i mange år og under alle omstændigheder en ”institution” i dansk musik igennem mange, mange år. Bragende igennem med Malurt for senere at gå en succesfuld solo-vej, der også har banet vej for en forfatterkarriere. For nylig udgav han selvbiografien  Til grænsen. En biografi, som har høstet særdeles fine anmeldelser, og som har lagt titel til denne solo-turné, hvor Stubhuset var det 4. stop på turen.

Skønt alene på scenen, havde han fyldt den godt op med dekorationer, lækkert lys, guitarer og et Würlitzer el-piano, som en pedel, der burde skamme sig, havde været ved at smide ud. Heldigvis fik Michael Falch fingre i det, dog kom det kun i spil én gang denne aften på nummeret ”Binder mig aldrig igen”.

”Håber, I ikke har for travlt”, sagde Falch’en i starten af koncerten, som en slags ”undskyldning” for, at tingene til hans koncerter nu én gang tager den tid, tingene tager, fordi han kan lide at bruge tid på det. ”Jeg snakker meget, det er en del af det at være solo” – ikke én eneste blandt publikum til den udsolgte koncert kunne ønske sig andet, end at han ville trække det i rigeligt langdrag og give så meget som muligt. At han ville trække aftenen langt ud. Og det er ikke det samme som at sige, at det kan blive langtrukkent. På ingen måde. Michael Falch er enormt hyggeligt og trygt selskab, så han kunne sagtens – til alles formodede tilfredshed - have fortsat længere tid, end han gjorde. Også med den enorme mængde af kompositioner, han har på sit CV. Vi fik denne torsdag naturligvis kun et beskedent uddrag.

Det er hyggeligt, når solomusikere som Michael Falch fortæller. Det er også sjovt ind imellem. Som når han fortæller om en passage i sin bog fra Tønder-tiden om en musiker, han så meget op til, og som han erklærer død i bogen. Hvilket han 35 år senere finder ud af, denne ikke er. Eller når han fortæller, at han har bildt Poul Krebs ind, han så smart ud med en mundharmonika på stativ, hvilket på ingen måde kan lade sig gøre. Selv ser Michael Falch heller ikke for smart ud, når han spiller på dette aggregat. Tværtimod. 

Og så lige pludselig bliver Falch personlig og nærværende og fortæller om sine børn og børnebørn, om datteren Mathildes personlige problemer med dæmoner, som farmand Falch i lignende grad har kæmpet med. Kampe, som de er begge har vundet og er kommet hele og styrket ud af. For farmand Falchs vedkommende med en sang som Lille, ulykkelige menneske, som han brugte til at skrive sig ud af egen krise i forbindelse med datterens krise. Et eksempel på, at Michael Falch, som den formidable tekstforfatter han er, også kan skrive ”stærke” sangtekster. Men alle hans tekster er i sig selv er en god historie eller en lille poetisk perle i sange som Nær,  Kære Vorherre,  Den eneste i verden,  Binder mig aldrig igen eller I et land uden høje bjerge, der kunne være et bud på en alternativ nationalsang. 

Vi fik en lille flig, en lille smagsprøve på Michael Falchs utrolige sangskat denne aften i Stubhuset. En sangskat, som han så godt må grave dybere i for at vende tilbage med nogle af de andre ting, han har skrevet. Torsdagens koncert var ualmindelig fin, hyggelig og dejlig med skønne sange, en veloplagt og formidabel Michael Falch og med et talstærkt og tilfreds publikum, der vist fik, hvad det var kommet for – bortset fra en autograf i merchandise-boden. Den giver Michael Falch forhåbentlig næste gang, han kommer til Støvring.

Af Henrik Larsen
Fotograf Mads Bødker

 

e-max.it: your social media marketing partner