STØVRING: For 12. gang åbnede STUBhuset dørene for nytårskoncert med Aalborg Symfoniorkester, i år med dirigent David Riddell, sopransolist Berit Barfred Jensen og konferencier Søren Pilmark.

Den traditionsrige koncert fandt som vanligt sted i Arena Himmerland, der i anledningen var omdannet fra idrætshal til koncertsal.

Efter mange timers frivillig indsats fra Stubhusets frivilligkorps, stod idrætssalene i Arena Himmerland klar til at huse Nytårskoncert 2018. Alt var klappet og klart: Sceneteknik, lys og lyd, billetter, garderobe, servering, musiker- og kunstnerlounge – og meget mere. Med den erfaring, man efterhånden har indarbejdet, er det næsten rutine at forberede en nytårskoncert. OK – der kommer altid udfordringer og uforudsete hændelser, men i stadigt mindre omfang.

Kulturchef i STUBhuset, Helle Jørgensen, byder velkommen til Nytårskoncert 2018.

 

Stubhusets kulturchef Helle Jørgen bød velkommen med ønske om et godt nytår til publikum, orkester og solist. En tak til alle medvirkende og frivillige, hvor uden en sådan koncert ikke kunne realiseres. Helle Jørgensen gav ordet til borgmester Leon Sebbelin, der ønskede godt nytår og causerede over Rebild kommunes vækst i befolkningstal, ny kulturaftale og fremtidige positive og gode ønsker for livet i Rebild kommune. 

Dette års nytårskoncert var lidt af et brud med tidligere traditioner. Overordnet forestiller man sig ikke et program til en nytårskoncert, uden der er et væsentlig bidrag fra de Wienerklassiske komponister. Dette års program var fuldstændigt ”renset” for denne tradition. Et hurtigt kig ned over programmet afslørede i stedet komponisterne: Sjostakovic, Stravinskij, Debussy, Cantaloupe, Leroy Anderson, Sherman, Loewe, David Riddell og Bent Fabricius-Bjerre. Det skulle blive spændende at opleve dette kollektiv af komponister, hvis repertoire generelt hører til det mere ukendte. Koncerten indledtes med Festoverture op. 96 af Sjostakovic med en fejende flot fanfareintro for messingblæsere. Et flot, pompøst musikstykke – absolut en nytårskoncert værdigt. Det tegnede godt. Herefter kom sopranen Berit Barfred Jensen på scenen og sang uddrag fra Stravinskijs opera Lastens Vej. Meget smukt, klart og sikkert også i de høje passager. 

Søren Pilmark fortalte en historie om, hvordan Sjostakovitj og Nikolai Malko diskuterede musik og specielt musikstykket Tea for Two. De indgik et væddemål om, hvor vidt Sjostakovitj i løbet af en time efter fri hukommelse kunne skrive et orkesterarrangement over Tea for Two. Det kunne han. Malko måtte punge ud med 100 dollars til Sjostakovitj. Orkestre fremførte arrangementet med Søren Pilmark ved celesten, som er et klaverlignende klokkespilsinstrument (opmærksomme tilhørere opdagede, at én af Aalborg Symfoniorkesters janitsharer spillede stroferne på xylofon).

Sidste nummer inden pausen var Leroy Andersons The Typewriter. Et meget kendt musikstykke, hvor soloinstrumentet er en gammeldags skrivemaskine. Denne lørdag eftermiddag oplevede vi en ”modernisering” af The Typewriter. Søren Pilmark indledte med et forsøg på en PC. Det virkede ikke efter hensigten. Så fortsatte han skriveriet på mobiltelefon. Det virkede heller ikke. Til sidst blev der kørt et lille bord ind på scenen, hvorpå der stod - en gammeldags skrivemaskine. Nu virkede det! Humoristisk fornyelse af virkemidlet i dette musikstykke.

Efter pausen indledte den skotske dirigent David Riddell på flot dansk med at præsentere nytårskoncerten hovednummer – skrevet af ham selv. Flot musik og bestemt en nytårskoncert værdig. Den sidste del af nytårskoncerten omfattede en del mere kendt musik, bl.a. ouverturen fra filmen Mary Poppins med Superoptimægtigfantafænomentalistisk sunget af Berit Barfred Jensen. 

Fra musicalen My Fair Lady sang og dansede Berit Barfred Jensen og Søren Pilmark-duetten Jeg Kunne Danse. Søren Pilmark fulgte op med Alfred skal giftes nu til morgen fra samme musical.

Dirigent David Riddell insisterede på også at spille som solist. En orkesterbetjent bar et nodestativ med noder ind på scenen. David Riddell hentede sine instrumenter. Det viste sig at være to bækkener. Han satte orkester i gang og var dybt koncentreret om at følge med i sine noder, rette på dem, og til sidt faldt noderne på gulvet. Han misse både indsats og afslutning på sine bækkener. En meget morsomt indslag, som Mr. Bean ikke kunne have gjort bedre.

Den officielle del af koncerten afsluttedes med musik af Bent Fabricius-Bjerre. Hans enkle, iørefaldende musik er fantastisk populær. Her var det numrene Jeg sætter min hat som jeg vil og Forelsket i København, der fandt plads i programmet. Numrene blev smukt fremført af Aalborg Symfoniorkester, Berit Barfred Jensen og Søren Pilmark. 

Den uofficielle del af nytårskoncerten bestod – traditionen tro - af Radetzky March af Johan Strauss (her ”indsneg” sig en wienerklassisk komponist!). På myndig vis styrede David Riddell både orkester og publikums indsatser undervejs. Det afsluttende musikstykke kunne ikke være andet end H.C.Lumbyes Champagnegalop. Her var musik med pomp og pragt, åbning af champagneflaske og nytårsskål mellem dirigent, solister konferencier og orkestermedlemmer. Også et par enkelte publikummer fik mulighed for at oplevede den gyldne driks perler mod ganen.

Hvis man fra starten af koncerten havde forventet et wienerklassisk program og var skeptisk overfor koncertprogrammet, der indeholdt relativt ukendt musik, må man erkende, at valg af repertoire var yderst kompetent. Festligt, fyrigt og fornøjeligt – og så lige den sædvanlige finale til at ”gå hjem på”. 

Et fantastisk velspillende Aalborg Symfoniorkester, der også går under navnet Danmarks Radios Symfoniorkester i provinsen, leverede en superflot præstation.

Sopran Berit Barfred Jensen var et dejligt lyspunkt under hele koncerten med sin klare, rene og præcise stemme. 

Søren Pilmark er en god entertainer, men man mærker, at han er bedre funderet i den rytmiske musik. 

En positivt overraskende nytårskoncert, hvor Aalborg Symfoniorkester satsede – og vandt. Gad vide, hvad næste års nytårskoncert vil bringe? Spændende! 

Godt nytår. 

Tekst og foto: Karsten Frisk

Nytaarskoncert2018Stoevring-8256
Nytaarskoncert2018Stoevring-7640
Nytaarskoncert2018-7666
Nytaarskoncert2018-7680
Nytaarskoncert2018-7700
Nytaarskoncert2018-7709
Nytaarskoncert2018-7803
Nytaarskoncert2018-7842
Nytaarskoncert2018-7850
Nytaarskoncert2018-7929
Nytaarskoncert2018-7947
Nytaarskoncert2018-8076
Nytaarskoncert2018-8136
Nytaarskoncert2018-8143
Nytaarskoncert2018-8184
Nytaarskoncert2018-8207
Nytaarskoncert2018-8220
Nytaarskoncert2018-8250
Nytaarskoncert2018-8300
Nytaarskoncert2018-8332
Nytaarskoncert2018-8359

 

e-max.it: your social media marketing partner