STØVRING: Hagens Fjedre i Støvring er en af 125 virksomheder, som har søgt og fået del i puljen fra staten til rådgivning gennem Erhvervspartnerskabet for Avanceret Produktion.

Koncernen har godt 180 medarbejdere, heraf 80 på fabrikken og hovedsædet i Støvring, hvor de udvikler fjedre i tæt samarbejde med kunder i Europa, Nordamerika og Asien.

De helt store serier på over 100.000 enheder kørte allerede fuldautomatisk. Men de mellemstore serier på mellem 5.000 og 100.000 enheder var kun delvist automatiseret.

- Vi havde nogle tanker, men valgte nu at søge rådgivning fra en uvildig automationsekspert, som ikke var bundet op af en bestemt leverandør af maskiner, og som kunne udfordre os, også fordi han ikke var indspist i vores branche, men kunne se det mere udefra, fortæller direktør Henrik Hagens og fortsætter:

- Automationseksperten fik os f.eks. væk fra en blindgyde, vi selv ville have havnet i, fordi han kunne anvise, hvordan vi i stedet kunne opnå en øget optimering og rationalisering.

Frigør medarbejdere og modvirker ensartede opgaver

Virksomheden har også automatiseret den efterfølgende stikprøvekontrol af fjedre samt den efterbearbejdning af emnerne, som ellers er foregået manuelt. Endelig blev den afsluttende pakkeproces en del af projektet. Nogle kunder har særlige ønsker til pakningen, men det kan nu også udføres automatisk.

- Automatisering betyder ikke alene en mere effektiv produktion. Den frigør medarbejdere til andet arbejde, og det har også betydning arbejdsmiljømæssigt at undgå gentagne, ensartede opgaver, slutter Henrik Hagens.

 _ _ _

Erhvervspartnerskabet for Avanceret Produktion medfinansierer rådgivning til mere avanceret produktion.

125 mindre virksomheder har allerede fået penge fra staten til rådgivning gennem Erhvervspartnerskabet for Avanceret Produktion. Fjederfabrik i Støvring benyttede ordningen til fuldautomatisering. 

247 virksomheder har søgt, og en ny ansøgningsrunde har frist i januar 2018.

Erhvervspartnerskabet for Avanceret Produktion er klar med op til 150.000 kr. til mindre produktionsvirksomheder, der vil afklare deres digitale potentiale eller indføre ny teknologi. Erhvervspartnerskabet er et samarbejde mellem det offentlige og private, som regeringen søsatte i 2016.

Ordningen har vist sig at være populær, og halvdelen, som søger, får faktisk pengene.

Det giver rigtig god mening at søge. Indtil nu har 247 virksomheder søgt støtten til rådgivning, og hele 125 virksomheder har fået bevilget 100.000 kr. til at afklare deres teknologiske potentiale eller 150.000 kr. til hjælp til at digitalisere eller automatisere produktionen, fortæller Lars Erik Jønsson, adm. direktør for Væksthus Nordjylland, der er nordjysk tovholder for ordningen.

e-max.it: your social media marketing partner