Søndag den 3. december er 1. søndag i advent og dagens evangelium står i Lukas-evange­liet 4,16-30.

På søndag er det 1. søndag i advent. Vi tænder det første lys i adventskransen og byder det nye kirkeår velkommen. Vi er mange, der hermed også for alvor begynder at spore vore tanker ind på, at julen nærmer sig – og et væld af julearrangementer er allerede ved at løbe af stablen.
Men faktisk har adventssøndagene i kirken ikke specielt meget med julen at gøre, når man ser på de tekster fra Bibelen, der bliver læst ved gudstjenesterne. De handler derimod hver på deres måde om, at ”Herren Jesus kommer” – og at vi må byde ham velkommen, når han kommer til os. Dermed er adventssøndagene også med til at holde os fast på det store perspektiv i julens kristne budskab. Det er Guds søn, der blev født i Betlehem til at være frelser for mennesker og konge i Guds rige.
I beretningen, der skal læses og prædikes over ved gudstjenester i folkekirken første søndag i advent, er Jesus kommet tilbage til sin barndomsby Nazaret. I Nazaret gik han som han plejede til gudstjeneste i synagogen, hvor de jo sikkert alle sammen kendte ham i forvejen. Enhver voksen mand kunne få ordet ved gudstjenesten, og det benyttede Jesus sig af til at fortælle dem, at han var den, som Det gamle Testamente talte om skulle komme som frelser fra Gud til folket. De øvrige deltagere i gudstjenesten blev først glade. Men det slog hurtigt om i mistro: Hvordan kunne Josefs og Marias søn fra deres egen by være Messias, frelseren fra Gud, som de havde ventet på i århundreder? Og gudstjenesten endte med, at de i raseri ville slå Jesus ihjel ved at skubbe ham ud over en klippeskrænt. Det lykkedes dog som bekendt ikke.
Jesus fik her en forsmag på alt det, der siden ville møde ham af modsigelse, lidelse og død. Og på kirkeårets første søndag får vi en slags overskrift over det, som hele kirkeåret drejer sig om: Jesu forkyndelse, Jesus som kongen og frelseren og Jesu lidelse og død – og deraf følgende opstandelse og himmelfart. Det er den kristne kirkes budskab til alle tider.
Glædelig advent!

Af Herluf S. Christensen, sognepræst i Rørbæk-Grynderup-Stenild og Støvring-Sørup-Gravlev sogne

e-max.it: your social media marketing partner