STØVRING: Onsdag den 8. november fik Mastruplund Ældrecenter besøg af Skole Fritidsordningen på Karensmindeskolen til en sang eftermiddag.

Mastruplund Ældrecenter har i nogle år haft et rigtig godt samarbejde med Karensmindeskolens SFO, hvor man skiftes til at besøge hinanden. Denne gang var så blevet ældrecentrets tur til at få besøg.
Eftermiddagen startede med at der blev sunget sange fra Ældre Sagens sangbog Sangen har vinger, akkompagneret af klaver og harmonika, hvor også børnene fandt sange som de kendte og foreslog. Ud over sange fra sangbogen optrådte børnene ligeledes med sange, som de havde øvet ”hjemmefra”. Og det var nogle dygtige elever, som sang  højt og flot med på sangene.  
Ind imellem sangene blev der snakket ved bordene på tværs af generationer. Der opstod en gensidig nysgerrighed og interesse for hinanden, ung som gammel, og hvor var det dejligt at se, som alle rykkede sammen ved bordene og hyggede sig.
Det var ikke kun børnene fra Karensmindeskolen, som havde ”noget i ærmet” denne dag. Midt i al snakken hørtes en stille mundharmonika musik, og samtidig bredte stilheden og de nysgerrige blikke blev rettet mod én mand. Musikken blev efterfulgt af en fin solo. Det blev hurtigt kvitteret med en klapsalve og en snak om mod.
Eftermiddagen sluttede af med hjemmebagt kage, saftevand og kaffe. Kager som kreative var pyntet med spindelvæv og edderkopper af glasur, for selvfølgelig er de ældre også med på Halloween spøg ligesom de unge.

e-max.it: your social media marketing partner