Naturens Dag bliver hvert år afholdt i et samarbejde mellem Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet. Formålet er at åbne naturen for børn og voksne - et tema Det Danske Spejderkorps i Støvring også i år tog til sig.

Naturens Dag hos DDS Støvring var slået sammen med et møde hos Familiespejderne (spejder op til 6 år), der i øjeblikket arbejder med temaet Høst.
Familiespejderne har under temaet snakket om de forskellige korntyper, og familiespejderne har prøvet at grutte korn på en sten. Her vakte det nogen undren, at man pludselig kunne omdanne kornet til en masse, som var tæt på groft mel.
I dag skulle familiespejderne og deltagerne i Naturens Dag prøve at lave æblemost. Ude i skoven var blevet indsamlet en masse skovæbler. Alle hjalp hinanden med at skære æblerne i stykker, og efterfølgende blev de ved hjælp af en hammer slået i helt små stykker. Flere af børnene gjorde store øjne, da der fra æblepressen begyndte at komme frisk saft ud. En smule skepsis blev vendt til, at æble­saften blev drukket med stor glæde, da den både smagte frisk og sødt.
Dagen blev i efterårssol afsluttet med snobrød og pandekager omkring bålet, så det var nogle godt mætte familiespejdere og deltagere i Naturens Dag, der kunne sige tak for i dag.
Spejderleder Birgitte Wilsted Simonsen kunne afslutningsvis fortælle, at intet fra dagen går til spilde:
- Den æblemasse, som vi har presset saft fra, bliver spredt ud mellem vores træer på Spejdergården. Måske er vi heldige, at nogle af kernerne i fremtiden vil blive til æbletræer, men æbleresterne vil være til stor glæde for insekter og mus. Kan vi hjælpe dem lidt på denne måde, så er det jo rigtig godt.

e-max.it: your social media marketing partner