REBILD: Tirsdag den 14. marts på Rebildhus arrangerer Ældre Sagen Rebild, Diabetesforeningen og Center Sundhed en aften, hvor man kan høre nærmere om sygdommen.

Af Lisse Trads, Ældre Sagen Rebild

Diabetes er en sygdom, hvor blodets indhold af sukker (glukose) er højere end det normale. Ubehandlet kan det forhøjede blodsukker give alvorlige og invaliderende følgesygdomme.

Hvor mange rammes af diabetes?
Der er omkring 320.000 personer med diabetes i Danmark, ud af disse har cirka 10 procent type 1-diabetes, og en lille del har andre sjældne former for diabetes. Langt de fleste, cirka 80 procent, har dog type 2-diabetes. Yderligere er der omkring 200.000 mennesker, der formentlig har type 2-diabetes, men som ikke har fået diagnosen endnu, og endelig skønner man der er cirka 750.000 personer med forstadier.

Hvilke former for diabetes findes der?
Der findes to hovedformer for diabetes. Det drejer sig om:
Type 1 diabetes: Denne type konstateres især hos børn, unge, og yngre voksne.
Type 2 diabetes: Denne type konstateres især hos midaldrende voksne, men med en tendens til at sygdommen konstateres hos stadig yngre mennesker.

Hvorfor får man diabetes?
Hormonet insulin, som produceres i bugspytkirtlen, har en helt afgørende rolle for sukker-stofskiftet hos mennesket og dermed for opretholdelsen af et normalt blodsukker. Ved alle former for diabetes er en ændret produktion eller virkning af insulin af betydning.

Er diabetes en farlig sygdom?
Diabetes kan, på grund af det høje blodsukker, forårsage farlige følgesygdomme, som i værste fald kan være invaliderende.
Der er altså flere og flere, der får diabetes 1 og 2, og der kan være god grund til at få mere at vide om dette.
Derfor har man i Ældre Sagen allieret os med Diabetesforeningen og Center Sundhed og arrangeret en aften om emnet. Der vil blive fortalt om diabetes 1 og 2, og hvad man kan gøre for at forebygge sygdommen.
Måske kunne det være en god investering at bruge et par timer på emnet!

e-max.it: your social media marketing partner