Nej, mafiaen har selvfølgelig ikke været i Sognegården i Støvring, men mandag den 10. oktober holdt Ældre Sagens to læsekredse en offentlig foredragseftermiddag, og her blev der talt om mafiaen i forbindelse med napoliromanerne.

Af Birgit August,
Ældre Sagens to læsekredse

STØVRING: Tidligere lektor ved UCN i Nordjylland, Helle Mejlhede Hansen, holdt foredrag om  Napoliromanerne (1600 sider i 4 bind). Napoliromanerne er blevet verdensberømte i løbet af ganske få år, og derfor har læsekredsmedlemmerne stor lyst til at stifte bekendtskab med dem, men det er ikke muligt endnu på grund af lange ventelister på bibliotekerne landet over.
Bøgerne er skrevet af en forfatter, som kalder sig Elene Ferrante, men det er et pseudonym, da hun ikke vil være en kendt person. Få dage før foredraget kunne man læse, at nu var forfatteren fundet, men forlaget siger nej, og mange læsere kalder det vold, når en journalist går ”på jagt” efter en person, som vil være anonym.
Helle Mejlhede fortalte om romanernes to hovedpersoner: to pigers venskab livet igennem og om bøgernes handling uden at tage læselysten fra de deltagere, der endnu ikke har læst bøgerne. Den store succes, som bøgerne har fået skyldes blandt andet, at forfatteren skriver sådan, at man kan identificere sig med personerne, selv om det foregår i et helt fremmed miljø.
Foredragsholderens baggrund som underviser af studerende trådte tydeligt frem. Hun formåede at fange alle tilhørerne i den fyldte sal i sognegården med sin medrivende fortælling blandet med undervisning og debat – en stor succes med 60 deltagere.
Det er efterhånden ved at være en tradition, at læsekredsene inviterer til foredrag sammen med Ældre Sagen en gang om året, og efter sådan en succes, får man lyst til at arbejde videre.

 

e-max.it: your social media marketing partner