Af Marie Bjerre, Folketingskandidat for Venstre i Himmerland

Som folketingskandidat for Venstre kæmper jeg for et nært og godt sundhedsvæsen.
Vores sundhedsvæsen er under pres disse år. Vi behandler mere, flere bliver ældre, og flere får kroniske sygdomme. Det betyder, at vores sundhedspersonale får stadig mere travlt. Vi mangler læger og sygeplejersker. Jeg tror ikke på, at der findes nogen lette løsninger, hvis vi skal sikre, at vi i fremtiden også har et godt sundhedsvæsen, og hvor vores personale har ordentlig tid. Derfor er det nødvendigt med en ny retning for vores sundhedsvæsen.
Udfordringerne i vores sundhedsvæsen løses ikke ved, at vi ansætter 1.000 sygeplejersker, eller tvangsudskriver læger i 6 måneder, som Socialdemokratiet foreslår. Der er nærmest ingen ledige sygeplejersker. Derfor er det helt rigtigt, at regeringen nu øger optaget af sygeplejestuderende med 2.000 og opretter 320 flere introduktionsstillinger til læger. Vi har brug for flere uddannede sygeplejersker og læger, så vores hårdtarbejdende sundhedspersonale får flere kollegaer, og så der kan blive bedre lægedækning særligt her i Himmerland, hvor vi mangler dem.
Derudover er det for mig som Venstre-kandidat vigtigt med en decentral sygehusstruktur. Mere behandling kan lige så godt foregå i det nære sundhedsvæsen. Det vil også være bedre for den enkelte patient. Derfor vil jeg arbejde for nye, moderne sundhedshuse til Himmerland, hvor praktiserende læger og andre sundhedspersonale kan arbejde sammen om den bedste behandling.

e-max.it: your social media marketing partner