Tak til Lene Aalestrup for dit svar på mit læsebrev den 22. januar. Jeg er glad for, at du tager til genmæle. Du er den første kommunalpolitiker, der tør stå frem, så tak for det.

Heldigvis har vi ytringsfrihed her i vores lille Danmark. Her kan enhver få lov til at sige sin mening. Jeg ved godt, at det må være svært at sidde i Sundhedsudvalget, det skal der ikke herske tvivl om. Det, der kan få mig op i det ”røde felt” er, når der hele tiden skal spares på de syge, svage og ældre borgere her i vores samfund.

Jeg møder mange borgere på min vej. Nogle er frusterede over, hvordan skal det  nu skal gå os. Det er den evige sang om besparelser, de hører hele tiden. Vi kan tage hjemmehjælpen - hvorfor er der afsat så lidt tid til den enkelte borger?  Er det fordi, at alting skal registreres og kontrolleres, og er det det administrative, der bliver brugt for meget tid på? Eller er det uvidenhed fra dem, som sidder og visiterer plejen? Er I sikre på, at de har de rette kompetencer til det?  

Det var nok en god ide, at sende visitatoren en tur ud i marken for at opleve virkeligheden frem for bare at sidde bag computerskærmen. Jeg ved, at de stakkels hjemmehjælpere bliver jaget hver eneste dag. De kan knap nok komme indenfor døren, før de skal til det næste besøg. Vi har selv prøvet det!

Vi bliver heldigvis ældre og ældre, nogle bliver mere plejekrævende end andre, men plejen må ikke gå ud over de svageste. Jeg sætter stor pris på dem, som gerne vil blive i eget hjem, så længe det er muligt med en god hjemmepleje. Jeg ved også godt, at kommunerne bliver pålagt mere sygepleje. Hospitalerne udskriver nok nogle gange patienterne for tidligt, og det belaster budgettet og med det resultat, at  patienten bliver indlagt igen.

Vi har også mange frivillige, der tager en stor tørn i dette arbejde, som kommer de svageste til gode. Jeg er heller ikke i tvivl om, at I, i udvalget, gør det bedste I kan inden for de rammer og midler der er tilrådighed. Men der er nogle ting, som hele tiden kan gøres bedre. Der er mange ting, som vi godt kan blive enige om. Jeg håber med dette læsebrev, at det må blive en øjenåbner til bedre forståelse i fremtiden for vore borgere.

Af Karl Andersen, Hobrovej 92 C 2-4, Støvring

 

e-max.it: your social media marketing partner