KV17: Af Jeppe Ugilt Hansen, Venstre.

Med den gode udvikling vi oplever rundt omkring i kommunen, er det afgørende, at vi som kommune ikke er en flaskehals for væksten. Vi skal kunne levere hurtig og smidig sagsbehandling overfor både private og erhvervslivet. I den nuværende byrådsperiode har vi været udfordrede inden for specielt byggesagsbehandlingen pga. det store glædelige byggeboom i Støvring. Vores medarbejdere har rendt ekstra hurtigt, og vi har samtidig løbende justeret ressourcerne. Alligevel har vi ind imellem været udfordrede i at holde vores egne nedsatte tidsfrister.
I det netop vedtagne budget var det fra Venstres side afgørende at få sat flere ressourcer af til vores afdeling ”Plan, Vej, Byg”, som vel kan kaldes en slags ”krumtap” for at følge med udviklingen i Rebild Kommune – det lykkedes heldigvis. Hvis vi er på bagkant her, kan der opstå flaskehalse, og det ønsker Venstre at undgå. Med de nylige afsatte midler ønsker vi at rette et specielt fokus på planområdet, hvor vi har en lang række lokalplanønsker liggende. Her kommer både private initiativrige personer, erhvervslivet og os politikere løbende med ønsker om nye projekter, som kræver ændret plangrundlag. Det betyder ofte, at prioriteringer ændres, og nogle lokalplaner får for lang en tidshorisont. I Venstre vil vi i den kommende periode tage initiativ til, at vores i forvejen dygtige planafdeling styrkes, og vi i samarbejde får set på rammerne for, hvordan vi håndterer de mange lokalplanønsker, herunder også hvilke tidsfrister vi arbejder med. Vi skal være helt oppe på dupperne, så vi høster størst muligt udbytte af udviklingen!

e-max.it: your social media marketing partner