Af: Dorthe Skjødt og Henrik Heindorff

Selv om høsten knap er overstået i Nordjylland, blev der i weekenden afholdt Økologiske Høstmarkeder over hele landet. I Brunholm ved Suldrup havde seks økologiske landbrug slået sig sammen om et fælles høstmarked.

SULDRUP: Hele dagen var der masser af mennesker, der gerne ville opleve forskellige dyr på tæt hold, se, dufte og smage nogle af de hjemmelavede produkter, blandt andet bondegårdsis, honning, blåbær og friskmalet mel af gamle kornsorter. Også det smukke efterårsvejr gjorde sit til, at rigtig mange børn og voksne deltog i det spændende arrangement.
På gårdspladsen var der salg af massevis af friske grøntsager, og derudover var Halkær Kro var på pletten med deres udekøkken og lavede lækkert tilbehør til de grillede flæskestege og grillpølser, som Brunholm i dagens anledning tilberedte.
I Loen serveredes der kaffe og hjemmebagt brød, der var halmlegeplads og bålpandekager til børnene og ”sansetruget” var fyldt, så man kunne opleve den originale fornemmelse af høst – i bare tæer.
Dagen blev en stor succes med masser af mennesker hele dagen og stort salg af de lækre produkter.


e-max.it: your social media marketing partner